Tuesday, 11 August 2009

Paintcentral


(Kom meget gerne med kommentarer om hvad der mangler!)

Nå, det ville nok også være en god ting at have alle maleråd og fremgangsmåder samlet et sted - og det er her :-).

Det her er måden jeg maler på og langt fra den bedste eller eneste - blot den måde jeg nu er kommet frem til passer mig bedst.

Mit maleområde:

Før jeg begynder med malingen sætter jeg de udvalgte figurer (ca. en halv enhed eller seks heste/ 10-15 infanteri) på en malerpind med elefantsnot. Pinden gør at figurerne kan holdes uden at få kramper og uden at der kommer maling på figurerne. Per ynder at bruge et sindrigt system med en flaskeprop med snot på, hvorefter der sættes en enkelt figur på af gangen mens resten af regimentet står ved siden af - så der hurtigt kan roteres mellem de figurer der skal males.

Først grunder jeg.
Hvorfor? fordi ellers sidder malingen ikke ordentligt fast og farverne bliver ikke så pæne oven på "rå metal". ligeledes "lærer" man figuren at kende ved at grunde den og de fremstår tydeligere hvis det bliver gjort rigtigt.
Det enste vigtige med grunding er at det skal være så tyndt som muligt - der er få detaljer på en ti millimeter figur nok i forvejen så der er ingen grund til at fjerne dem med et tykt lag maling.
Jeg veksler mellem mørk grunding og lys, afhængigt af hvordan den færdige figur skal se ud - en lys ordensbroder med massere af hvide områder får hvid grunder og vice versa for mørke figurer.
Min grundmaling er selvblandet og forholdet er cirka 1-til-1, altså én dråbe vand til én dråbe maling (plus minus). Det giver en meget lys grundet figur hvor alle detaljer overlever.
Når de er grundet maler jeg basen. Det er nemmere at gøre det når der ikke er nogen farver på figuren således at lidt grønt på sko/ben ikke ødelægger noget - det er altså bittert at pløje grøn henover en færdig figur i et øjebliks uopmærksomhed.



Så kommer vi til selve malingen af figurer.
Jeg tror det er vigtigt at allerede her have en ide om hvordan hele hæren skal se ud - Per's figurer er et godt eksempel. Hans gennemgående brug af hvid/blå gør at enhederne ser ud som om de rent faktisk hører til samme hær og ikke bare er et løseligt pøbel-sammenrend (hvilket måske er ønskeligt for nogen hære...). Desuden er det to farver der passer godt sammen.
Så før man maler bør man have hovedfarverne in mente og vide hvilken del af hæren enheden skal høre til.
Jeg har valgt at have tre dele i min hær; Ordensbrødrene som selvfølgelig er domineret af hvid med sorte kors. Dernæst er der "det røde segment", hvor den primære farve er rød samt det tilsvarende blå, begge hovedfarver sammensat med almindelige tøjfarver (læder, lysegrøn etc - bare det ser naturligt ud og ikke clasher for meget med hovedfarverne).
Første punkt er grovmalingen; en hurtig påføring af alle de nemmeste farver - uden at tænke alt for meget på om der ryger lidt ved siden af, så længe alt bliver malet. Jeg starter med den dominerende farve (oftest metal eller hvid) og pløjer den på (Pers tip om at gøre det med en stor pensel er godt og skærer en del arbejds tid ned). Derefter får alle de andre farver en penselgang hvorefter figuren gerne skulle have maling over alle flader (i så tyndt et lang som muligt - jo tyndere, jo flere detaljer) som det kan ses på mine pikenerer her:

Når jeg er sikker på at alt metallet er malet giver jeg det en hurtig omgang Black Ink og tørrer straks af med lidt toiletpapir. Inken er så metallet bliver lidt realistisk udseende og ikke for blank, men inken kan hurtig blive for mørk, så istedet for at skulle male kanter og lignende op bagefter klares det med lidt hurtigtsugende papir.
Derefter er næste punkt detaljemalingen. Her gås figuren efter med alle farver og eventuelle fejl rettes op. Det er sidste omgang så her er det vigtigt at få alt gjort rigtigt, og da det her punkt både er hurtigt og tilfredsstillende (forhåbentligt) er det nemt at holde koncentrationen.
Derefter (hvor figuren egentligt er færdig) kommer de sidste ting såsom korsridernes sorte kors og lignende.

(Færdigmalede figurer:)

Bannere
er en lille tilføjelse som jeg ynder. De er ikke nødvendige men dels ser det fantastisk ud med en hær fyldt af vajende bannere og dels gør det det meget nememre at differentiere enheder (især umalede). Jeg bruger runde tandstikkere (eller "party-sticks") der klippes af halvvejs og males i en mørk brun farve (Beastial Brown). Selve banenret laves i Photoshop og printes ud på en farvekopimaskine. Hver venstre side af alle bannere er hærens overordnede insignia (det sorte kors for Teutonerne) mens højre er enhedens egen symbol.

Endelig når hele regimentet er færdigt er tiden kommet til baserne. Jeg har købt nogle magnetplader i Panduros hobby (ca 30 kr. for 10x20cm) som er hurtigt udklippede i den rigtige størrelse og kommer med klister påført. Dem sætter jeg under basen (hvorved mine figurer kan stå meget sikkert i deres transportbokse - uden at skulle pakkes ind eller at skulle bruge plads på sektioner).
Herefter borer jeg et bette hul bagerst på basen hvori enhedens banner kan stikkes ned i. Derefter males de grønne (Dark Angels Green, tror jeg den hedder) og figurerne superlimes fast til deres baser. Når superlimen er tør (og giv det en halv time - der kan godt gemme sig en klat utørret lim under basen hvilket øjeblikkeligt ødelægger enhver pensel) påføres de et tykt lag trælim (PVC-lim-agtigt) og dyppes i min udvalgte græs. Jeg har fundet noget der hedder Moss Green (44 kr for en kæmpe bøtte) som har en god farve og med en vekslende struktur der passer fint til 10mm. Når basen så har tørret i et stykke tid får den et knips hvorved løst græs ryger af og vupti er enheden færdig :-).

(Færdige figurer:)

Materialer og lignende:
Grunder: Per, Jens og Uffe har alle investeret i spray-grundere og er vist tilfredse med det. De er dog relativt dyre og som sagt mener jeg det både er bedre og nemmere bare at fortynde en hvid eller sort og derefter bruge den, men smag og behag...
Maling: Både Games Workshops og Vallejo er velegnede og gode i pigmenterne. Jeg hælder i øjeblikket mest til Vallejo efter at have prøvet to af deres farver.
Pensler: Fantask sælger nogle syntetiske som jeg er evd at være godt træt af, da deres holdbarhed er meget begrænset. Jeg har købt en enkelt "mårhårs"-pensel fra kælderbutikken inde ved Nørreport st. og er meget overrasket over dens holdbarhed. Den maler ikke helt så godt som de syntetiske (og der var end el problemer i starten med løse hår) men er tilfredsstillende, især hvis den kan holde så lang tid som alt tyder på.
Lim: Alt hvad Danalim laver har altid vist sig at være det bedst; både med elefantsnot, trælim og sekundlim.
Baser: Pers ide om at købe 20mmx1m trælister i kælderbutikken er genialt; koster 8 kroner per styk og tre er nok til en hær. Bedre end selv at sidde og skære i plastic.

No comments:

Post a Comment

You might also find this interesting:

Related Posts with Thumbnails