Battle of Axtorna

Axtorna – Debriefing.

Ja, historien kunne desværre ikke gentages og det var vel klart for alle ved afslutningen på slaget at svensken stod stærkest og havde påført fjenden flest tab. Tillykke til Carsten, Jens og Martin der formåede at vinde ca. 1400 - 800 i tal (over Uffe, Per og undertegnede), hvilket kan oversættes til en god og sikker sejr (tallene er en smule usikre da der blev sat lidt figurer frem og tilbage på ”skadeshylden” men cifrene var der omkring).

Hvad skyldtes så sejren? Der var vel flere elementer:

1) Svensken fik overtaget i rytterikampen – stor set modsat historien var det det danske rytteri der stod stille og blev løbet over ende. Fra da af var venstre flanke tabt og måtte blot forsøge at minimere tabene.

2) Den famøse kamp ved Herredammen hvor det svenske infanteri udførte et smukt flankeangreb og pressede små tusind danskere ud i de mørke vande.

3) At de tyske lejesoldater i centrum ikke var aggressive nok – efter at have overvejet det så skulle mine tropper have været noget mere aggressive, især efter at det tyske rytteri tog vejen mod højre flanke. Jeg er dog ikke vandt til at have infanteri der kan udføre noget selv så jeg troede ikke nok på dem.

Hvad var de bedste momenter i spillet?

1) Det svenske infanteris flankeangreb var smukt udført og tog alle med røven i vandskorpen.

2) Jeg vil klart fremføre de kampivrige tyskere der fjernede en brigade svenskere og fire enheder af kanoner før de solgte sig dyrt. Sjældent har man set lejesoldater med en sådan iver.

3) Endeligt kan man vel ikke omtale denne kamp uden at beundre de svenske lederes enestående evne til at få deres tropper til at udføre enhver tænkelig manøvre samt hvolredes selv samme tropper i kamp modstod enhver overmagt og gav røv samtidigt (sjældent set held i terninger er en skøn ting!)

4) Og i samme dur må man undre sig over hvad der gik galt for de danske tropper? Venstre flanke virkede i chok over tabet af rytteriet og kom aldrig ud af starthullerne (tror ikke Uffe formåede at rykke sine enheder mere end en gang eller to?), højre flanke var ligeledes ikke meget for at rykke frem og først da Rantzau personligt inspicerede stillingerne skete der noget på den fløj. En ting som ville have givet historikerne endnu flere grå hår i hovedet i forsøget på at analysere hvad danskens store tab skyldtes var troppernes generelle uløst til at skade deres svenske fætre. Bedste eksempel var vel det tunge tyske infanteris flankeangreb der ikke gjorde nogen skade (trods 18 terninger) og medførte deres udryddelse i kamp (trods 6 terninger og bedre rustninger) og som uventet bonus gav modstanderne mulighed for at overløbe kanonbatteriets stilling efterfølgende. (Sjældent set uheld i terninger er en grum ting).